Tilgivelsens svære kunst

I går aftes konfronterende jeg hende med mit kendskab til hende utroskab, chokket var naturligvis som ventet stort, men reaktionen af først fornægtelse, og derefter endnu en løgn i et tvivlsomt forsøg på "damages control", trak blot pinen ud... for os begge sikkert...

I morges vedgik hun så hendes handlinger, og bad om tilgivelse.....
Tilgivelse for det seksuelle forhold, volder mig ikke problemer, vi er alle mennesker, og jeg er ikke tilhænger at den populistiske offentlige mening om at "hvis man bare holder det for sig selv, så går det nok".
Kommunikation er så afgørende for et forhold, at enhver nedtoning af kommunikationen, er en direkte nedtoning af forholdet.
Utroskab er jo et tillidsbrud, men at man så derefter begynder at lyve, i stedet for at stå ved sine handlinger mener jeg ikke er specielt prisværdigt, og hvis men herefter benægter når man direkte bliver konfronteret med det, så syntes jeg det giver tilgivelsen og tillidsbåndet hårde kår.
For hvordan tilgiver man både utroskab og den dobbelte løgn?
Det er jo ikke tilgivet ved blot at sig "jeg tilgiver dig", hvis det stadig nære en inden i.
Og vil hævn stoppe denne indre gnaven, jeg tvivler....
Nogle kunne måske begynde at spekulere i om hun "fortjener" tilgivelse, men det er ikke rigtigt relevant for mig, svaret er jo åbenlyst NEJ!.
Men tilgivelse handler ikke meget om retfærdighed, det handler om muligheden for at vende en proces i en mere konstruktiv retning, en proces der ellers meget hurtigt kan løbe ud mod had og foragtelse.
Så min tilgivelse til hende, har mindst lige så meget værdi for mig selv, da det giver mig styrke til om ikke at holde af hende, så idet mindste at kunne være i stue med hende, og kommunikere med hende, uden at føle den forargelsen, der i højere og højre grad kræver væsentligt mere af min energi og koncentration.
Og dette også selv jom jeg heller ikke kan se os sammen mere, men når der er børn involveret, er det vigtigt at kunne tale sammen.
Hvad en tilgivelse giver hende, ved jeg faktisk ikke, hun ønsker jo ikke en hverdag sammen med mig, at blive gamle sammen o.s.v. men måske har du svaret?
Jeg kan bestemt heller ikke se os sammen mere, efter det der er sket,i ikke i et tillidsfuldt forhold sommand og kone i det mindste,

Mit mål lige nu og her er at finde en vej til tilgivelse, både for hendes og for min skyld.
På den måde tror jeg vi bedst kommer videre, men tilgivelsens svære kunst kommer ikke af sig selv.