Lige foran min snude, så man nogle gange kunne tude.
Venter dine kløfter, så fuld af harmoniske løfter.
Jeg rækker hånden ud, men tør ikke gå planken ud.
Jeg fortryder min angst, og tænker på hvad jeg gik af i min forfejlede fangst.
onsdag den 20. februar 2008
poem ten - Grib lykken
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar