En aften i byen

Via en datingside på nettet, er jeg kommet i snak men en der ligesom jeg var, nu er midt i en skilsmisse.
Det er ikke på nogen måde en "kommende partner", men nok mere en slags venskab det er opstået, lidt ud af det blå.
I mandags mødtes vi så sådan ansigt til ansigt på en cafe i det nordsjællandske opland, og tiden fløj bogstaveligt talt væk, men vi snakkede og delte erfaring.
Specielt var det "rart" at se at nogen af de ting som man forventer er helt specielt for det forløb jeg var igennem, måske ikke var så udpræget specielt, som jeg havde regnet med.

Selve mødet var lidt mærkeligt (de første 5 minutter), for vi viste faktisk ikke engang hvordan vi hverisær så ud, og havde blot udvekslet et par mails og nogle sms'er, da vi blev enig om at mødes.
Der er omkring 10 års aldersforskel på os, og de 2 skilsmissers udgangs punkt er vidt forskellige, men alligevel havde vi en del at snakke om, ja faktisk mere end jeg regnede med... hvad jeg så end egentligt regnede med.

Man kunne med en smil på læben måske kalde det for en "ikke date", men uanset hvad det var, var det utroligt givende, at få lov til at komme tæt på en andet menneske, man på en måde ikke har nogen større relationer til, og dog alligevel har så meget at snakke om.

At man på mindre end 3 timer kan opbygge en tillig og fælles forståelse, der muliggør en utrolig hudløs snak om ting jeg faktisk kun har delt med ganske få meget tæt på mig...
Det er faktisk tankevækkende, for ofte oplever jeg en opfattelse af at "den slags" tager tid, og det var jo nok det specielle ved dette møde.
Hos mig krævede det mod og åbenhed, og jeg tro der krævet det samme af hende også..

Tænk at den slags kan opstå ud af en "dating" profil...