En lidelsesfælle dukker op.

Lidt efter jeg kom hjem igår, kom min ex-kone på "en hurtig visit", medbringende vores spisebord med stole som hun allevel ikke havde plads til, vi havde snakker om det i forvejen, men jeg regnede ikke med at hun ville få et nyt selv før om 1-2 uger, så tidspunktet var lidt overraskende, men på en god måde.
Indtil nu har jeg bare haft et gammelt terrase bord stående for lige som at have et sted at spise, så det bliver dejligt at få samlet, så der igen er et rigtigt bord i huset man kan spise ved.
Hun spurgte mig så hvad jeg havde ment da jeg for et par dage siden sagde at jeg var begyndt at "se lyset", og om det betød at jeg havde mødt en anden.
Jeg fortalte at det var i betydningen at jeg nu var et sted hvor jeg kunne begynde at skimte lys for ende af den mørke og forvirene tunnel, som jeg havde været i efter jeg havde fået hende meddelelse om at hun ønskede skilsmisse.
Hun fortalte så at hun var begyndt at ønske at det aldrig var kommet så langt, og at en del af hende gerne så os samme igen, og en anden del af hende var forvirret omkring det hele.
Hun fortalte også at hun lige nu ikke forstod hvorfor det havde været så vigtigt for hende at stå fast på sin beslutning, alle de gang jeg havde forslået at vi fik professionel hjælp, enten som parterapi eller psykolog m. v.
Det var jo en ting som jeg heller aldrig havde forstået helt, men var blevet nød til blot at acceptere, så hendes udmelding var ikke just overraskende, ja jeg havde faktisk haft det på fornemmelse at det vil komme, blot ikke så tidligt i forløbet.
Jeg kan stadig ikke forstille mig os sammen igen, efter alt hvad der er sket, jeg kan måske ønske det indimellem, men det totalt kommunikations brud fra hendes side og løgnen om utroskabet, giver mig ikke rigtigt nogen tro på et tæt og tillidsfuldt forhold for os.
Men det er måske også bare overgang for hende nu hvor hverdagens konsekvenser af hendes valg begynder at træde frem i lyset.
Hun spurgte og om jeg kunne huske hvad det var for en dag idag (altså igår), og det kunne jeg, men sagde (præcist som jeg følte det) at jeg ikke rigtigt syntes at der var noget at fejre.

I søndags (Faktisk på vej hjem fra festival) mødte jeg 2 veninder som jeg ikke har snakket med i lang tid, og jeg fortale (som til alle andre) at jeg skulle skilles, udbruddet fra den ene af dem, overaskede mig noget:"Velkommen i klubben", hun havde så lige fået stort set sammen meddelelse fra sin mand der ville skilles, og stod lige nu midt i chok fasen.
Det blev hurtigt klart for mig at vi havde noget at bruge hinanden til, men det var først på forslag fra den anden veninde, af vi udvekslede telefonnumre, for at kunne snakke og støtte hinanden.

Vi havde så efterfølgende aftalt at jeg skulle komme hjem til hende, da hun også havde hende 2 pragtfulde børn hos sig.
Vi fik en kop kaffe og så gik snakken præcist som for 5-10 år siden, men naturligvis med et langt mere alvorligt emne, men det blev dog også til lidt grin, smil og snak om "gamle dage" da vi var unge.
Men det vigtigste for mig var at på trods at al den støtte jeg har fået fra venner og familie, så sad jeg nu pludselig sammen med en der ikke skulle have forklaret(for det kan man ikke rigtigt) smerten, tankerne, forviringen, svigtet o.v.s.
Hun stod i det selv til halsen præcist som jeg gjorde/gør.
Det er tankevækkende at en man ikke har snakket med(og så personlige ting) i meget lang tid, ja måske aldrig helt på det plan overhovedet, pludselige kan blive ens fortrolige på en eller anden måde...
4½ timer fløj af sted og jeg var nød til at tage hjem, for at få bare lidt søvn inden jeg skulle på arbejde igen(4 timers søvn kunne det blive til, men det var det hele værd).
Vi aftalte at mødes igen, og det ser jeg frem til, Jeg tror virkeligt det kan blive et værdifuldt venskab for og begge, men lidt sørgeligt at vi begge skal i den situation for at se et muligt venskab blomstre om, men sådan er der jo så meget.