En lykkelig skilsmisse

Tiden nærmer sig hvor hun skal flytte, og hun er i gang med at pakke, og alt roder lidt på sig egen stilfærdige måde.
Men vi omgås stadig med en rigtig god tone, og støtter hinanden, i den proces vi skal igennem, lidt mærkeligt af 2 folk der er kommet så langt ud at de ikke kan bo sammen, men det er altså sådan det er blevet... Og gudskelov for det, jeg fristes næsten til at kalde det en smuk skilsmisse ind i mellem, men det er naturligvis kun i de øjeblikke hvor man også glemme nogle af de sorte timer i forløbet.
Ikke desto mindre, har jeg indtryk af (uden i øvrigt at have et sammenligningsgrundlag), at vi skilles forholdsvist fredeligt, og er trods alt afklaret, på en måde hvor det ikke vil være pinligt, eller umenneskeligt at ses og mødes i fremtiden.
Hos mig køre det stadig op og ned, og man kan med en fortærsket kliche sagtens kaldes en ruchebane . . . hvor man godt kunne have sparet lidt på 360 grader loops'ne.

Tingende bliver dog lysere og lysere i øjeblikket, nu hvor der er en forstående dato for hendes fraflytning, og den indre tænke tank er så småt påbegyndt at se muligheder og fordele ved for eksempel sådan noget som indretning, og hvad man pludselig kan tillade sig at bruge tiden på.


Jeg er forresten blevet spurgt om hvad ".Crorld" betyder *S*:
Vi er alle blot en prik"." i en "CRazy wORLD"
Du ved den verden hvor sportsfolk kan dømmes uden at være kendt skyldige (Michael Rasmussen)
Eller den verden hvor en 2000 år gammel men yderst udbredt historie påvirker skatte procenten med omkring 1%
Men det er også den verden hvor en ny forelskelse fuldstændigt kan slå benene væk under en og man flyder rundt i kærlighedens narkotikum, høj af uforklarlige følelser.
Eller den verden hvor en man i New Zealand får tatoveret teksten fra windows's blå døds skærm(BSOD - Blue Screen Of Death) på sin krop.

Crazy er derfor i denne forbindelse ikke noget specielt positivt eller negativt for den sags skyld, men nok snarere... forunderligt, tankevækkende måske.

Vejen til tilgivelse

Endnu et begivenhedsrigt døgn er passeret, og midt i sådan skilsmisse, kan man virkeligt mærke man lever, forstået på den møde at hjertet oftere end ellers banker hurtigere samtidigt med at større og vigtige beslutninger kræver en afgørelse, og ofte ret hurtigt.
Derud over kommer så livet små trivielle udfordringer der også kræver en løsning, handling eller stillingtagen.
Det er ikke alt sammen rart, når jeg siger at man kan mærke man lever, men forskellen fra "den gamle hverdag" og til nu er markant, og det er sikkert ikke en gang startet endnu.
Da jeg kom hjem i går, havde hun allerede skaffet sig et sted og bo, hvilket egentligt ikke overraskede mig voldsomt i lyset af de sidste dages begivenheder.
Hun flytter allerede her til den 1. altså om 5 dage....
Og midt i alt dette høre også at jeg skal en tur på Langelands festival (en aftale der kom i orden med en rigtig god ven for ca 2 uger siden, efter jeg fik meddelelsen om skilsmissen), så jeg er faktisk slet ikke hjemme når hun flytter, hvilket betyder at jeg kommer hjem fra Langeland til et rimeligt tomt hus, uden seng, stue og køleskab.
Selve delingen af indboet blev vi ret hurtigt enige om, det tog ca. 1½ time en aften lige at dele og nedskrive alt i boet, det forgik i en god tone, med hensyn og kompromiere fra og til begge sider.
Jeg fik i går bestilt et køleskab via nettet, og håber at kunne finde en seng i dag eller i morgen, så det i det mindste er på plads.

Efter mine tanker i går omkring tilgivelse, besluttede jeg mig for at "at finde vejen til tilgivelse af hende" og at tilgive hende, det lyder måske lidt abstrakt, men jeg tror at den slags skal starte med en beslutning.
Beslutningen handler ikke om at "glemme", men om at acceptere at den hændelse ligge i vores fortid, og vi vil altid have den med, men ikke som en pukkel mellem os, men mere som en del at det liv vi havde sammen, på godt og ondt.
Og som noget meget vigtig har vi fået snakket meget om det, både hvad der mere præcist skete, hvordan hun(og jeg) havde oplevet det o.sv., for på den måde at få det ud i det åbne, så det netop ikke bliver glemt. (igen er kommunikationen det centrale omdrejnings punkt.)

Efter at jeg havde taget beslutningen om tilgivelse(uden i øvrigt helt at kende vejen, eller metoden til det), startede en proces i mig, der bid for bid begyndte at æde hadet og foragtelsen, og det blev afløst af spørgsmål til hende om den konkrete situation, spørgsmål som jeg efterfølgende fik opklaret ved aftens snak.

Nu gælder det om at finde en seng om muligt, det kunne være rart efter en uges festival, at sove i en rigtig seng *S*

Tilgivelsens svære kunst

I går aftes konfronterende jeg hende med mit kendskab til hende utroskab, chokket var naturligvis som ventet stort, men reaktionen af først fornægtelse, og derefter endnu en løgn i et tvivlsomt forsøg på "damages control", trak blot pinen ud... for os begge sikkert...

I morges vedgik hun så hendes handlinger, og bad om tilgivelse.....
Tilgivelse for det seksuelle forhold, volder mig ikke problemer, vi er alle mennesker, og jeg er ikke tilhænger at den populistiske offentlige mening om at "hvis man bare holder det for sig selv, så går det nok".
Kommunikation er så afgørende for et forhold, at enhver nedtoning af kommunikationen, er en direkte nedtoning af forholdet.
Utroskab er jo et tillidsbrud, men at man så derefter begynder at lyve, i stedet for at stå ved sine handlinger mener jeg ikke er specielt prisværdigt, og hvis men herefter benægter når man direkte bliver konfronteret med det, så syntes jeg det giver tilgivelsen og tillidsbåndet hårde kår.
For hvordan tilgiver man både utroskab og den dobbelte løgn?
Det er jo ikke tilgivet ved blot at sig "jeg tilgiver dig", hvis det stadig nære en inden i.
Og vil hævn stoppe denne indre gnaven, jeg tvivler....
Nogle kunne måske begynde at spekulere i om hun "fortjener" tilgivelse, men det er ikke rigtigt relevant for mig, svaret er jo åbenlyst NEJ!.
Men tilgivelse handler ikke meget om retfærdighed, det handler om muligheden for at vende en proces i en mere konstruktiv retning, en proces der ellers meget hurtigt kan løbe ud mod had og foragtelse.
Så min tilgivelse til hende, har mindst lige så meget værdi for mig selv, da det giver mig styrke til om ikke at holde af hende, så idet mindste at kunne være i stue med hende, og kommunikere med hende, uden at føle den forargelsen, der i højere og højre grad kræver væsentligt mere af min energi og koncentration.
Og dette også selv jom jeg heller ikke kan se os sammen mere, men når der er børn involveret, er det vigtigt at kunne tale sammen.
Hvad en tilgivelse giver hende, ved jeg faktisk ikke, hun ønsker jo ikke en hverdag sammen med mig, at blive gamle sammen o.s.v. men måske har du svaret?
Jeg kan bestemt heller ikke se os sammen mere, efter det der er sket,i ikke i et tillidsfuldt forhold sommand og kone i det mindste,

Mit mål lige nu og her er at finde en vej til tilgivelse, både for hendes og for min skyld.
På den måde tror jeg vi bedst kommer videre, men tilgivelsens svære kunst kommer ikke af sig selv.

Hvorfor kommer livet i klumper...

Tja.. mit første indlæg i bloggen, har jeg jo tænkt lidt over, og den seneste måneds tid har været ret "begivenhedrig"..
Vi kan bare bare se på noget så trivielt som vejret i 2007, der har slået den ene rekord efter den anden, og mange har sikkert kigget på himlen her i juli og tænkt "Åhh nej, ikke regn igen".

For mig har vejret nok fyldt en del mindre end for de fleste, og mit første korte blog indlæg skal derfor også handle om "Åhh nej", men sætninger, jeg godt kunne havde været for uden.

Vinderen må klart være:
1. Jeg vil skilles, jeg elsker dig ikke mere....

Selve det at hun vil skilles, og ikke mener at der kunne være værdi i at begynde at kommunikere sammen, er jo naturligvis trist, og det har naturligvis givet en række op og nedture, dog med kraftig overvægt på nedturenes halvdel.
Men argumentet "..jeg elsker dig ikke mere..", hænger for mig i en meget tynd tråd..Det er naturligvis aldrig en rar besked at få, man kan føle sig vraget, dumpet o.s.v....
Men netop ægteskab handler jo ikke om kun at elske og være forelsket, omend der også her store forskellig, det handler med et populistisk ord om kommitment, et kommitment man laver til hinanden, om det så er i kirken eller på rådhuset man bliver gift.
I kirken for eksempel bliver man spurgt "Vil du elske og ære XX til døden jer skiller", man bliver altså ikke spurt om man har lyst til, føler trang til, er i humør til at være sammen, men om man vil arbejder for at elske og ære sin partner...
Jeg har lidt en fornemmelse af mange desværre går fejl af disse ord, og glemmer at kærligheden ikke kommer af sig selv...Vi gjorde i hvertfald, men da vi så det, var det åbenbart for sent for hende, at gøre noget ved det.

2. Nej, jeg har ikke været dig utro på min ferie med min veninde i tyrkiet.

Ja umiddelbart lyder det jo ikke som en dårlig nyhed, men kamufleret løgn, er ofte være end sandhenden. og byder blot på endnu et tillids brud, der uvægerligt vil præge i det mindste den nærmeste fremtid, og relationen til hinanden.
At man selv finder ud at den slags ,af omveje som jeg ikke kan afsløre her, gør det endnu mere sørgeligt, ikke på grund at utroskabet, men på grund at den brudt tillid der endnu engang smadre hele det verdens billed jeg troede jeg levede i..

3. Ved du hvad der er sket med serveren?

Et af den slags spørgsmål der klart tyder på en reorganisering af resten af dagens aftaler. Og denne gang var ingen undtagelse, men vi var dog en smule forberedt på at skulle flytte server til interesse hjemmesiden for fiskofile personager: www.akvarieviden.dk
Efter et par timer var den nye server set op, og vi kunne flytte alt data, billeder og kode til den nye server.
Et behageligt afbræk i forhold til den hverdag der ellers truede på hjemmefronten.