poem twelve - Livets tog

Med livet i min favn, i dagligdags bumletogsfart,
Ser jeg ved hver station, mig selv i en ny situation.

Kigger og tænker, "Så kom jeg endelig her",
mens en ny station dukker op i det fjerne.

Række af stationer er uendelig,
men min fokus er altid på om næste station er venlig.
Om toget måske stopper, og gør et holdt,
eller om landskabet og folk bare kigger koldt.

Hvorend jeg havner, og om jeg finder det jeg savner
er essentielle spørgsmål uden egentlig værdi,
da det blot er endnu en sætning der starter med fordi.

Meninger søges ofte pr. automatik, det er sådan jeg er,
jeg skal vide hvorfor, og hvordan, og om det er fair.

Nu læner jeg mig tilbage og nyder turen,
blunder og nyder at der er tid til luren.